Svensk juletwist

I Observatorias tjeneste observerer jeg fra Danmark i disse dage. Det er godt at få perspektiv på tingene (og andesteg i tillæg).

En uddøende gris

I Politiken kunne jeg her forleden observere, at den danske marcipangris som mandelgave er på vej ud. Den har ellers haft sin faste plads som mandelgave i mange mange år, når opfindsomheden ikke slog til. Og det var ikke tilfældigt, at den var en gris. For som artiklen videre kunne oplyse, har nordisk julemad været centreret omkring gris i alle afskygninger for at man skulle få godt med julesul til de kolde vintre. Det var marcipangrisen et symbol på. øf.

I Danmark er det (heldigvis) ikke sådan, at grisen er det fuldstændige centrale element i julemaden længere. Men, i långa landet ser jeg det faktisk stadig gå igen på det svenske julbord. Selv debuterede jeg som svensk julbordsdeltager ugen inden jul og nåede i samme uge op på to julefrokoster/middage, så min erfaring er ikke lang. Men på julbordspunkterne mumma og død gris behøver erfaringerne nu heller ikke at udvides yderligere.

Temaet for svensk julbord er næsten det samme som for en dansk julefrokost. Men julbordet er jo i Sverige ikke bare en julefrokost, det er det svenske bud på en julemiddag. Julbordet varierer naturligvis fra familie til familie men påminder om en dansk julemiddag, det gør det ikke. Tyvärr.

Ris à la Malta

Et twist på en af de retter der kan opstå på det svenske julbord er Ris à la Malta. Her kunne det være, at svenskerne skulle tage skeen i den anden grød, som Nissebanden synger, for det har de vist fået galt i halsen. Ris à la Malta? Det ikke bare minder om Riz à l’amande i smag men også i udtale (altså udtalt i den gale hals), så mon ikke det er det samme i udgangspunktet. Bare med appelsinsovs på svensk.

Det er muligt, at der er skåninger der spiser riz à l’amande, som vi kender til det med kirsebærsovs og mandelgave men i hovedstadsområdet er det vist ikke slået igennem som en tradition. Måske er ris à la Malta også bare mere eksotisk og henleder tankerne på sol og varme i stedet for gris og kulde.

Om at hålla på og åka

I Danmark har vi en være-kultur, har jeg fået opfattelse af nu, hvor jeg er på afstand. Det er en meget bohemisk og kontinental kultur for svenskerne, der generelt virker mere aktive og træffes omkring det at gøre noget. De har det nemlig med at hålla på med noget.

Det er ret sjovt, for det går igen i deres sprog, ligesom vores mere afslappede stil også gør i vores sprog. I Sverige står man ikke på ski – næhnej, man foretager sig jo noget, så i stedet hedder det at man åker skidor. Hvis ikke det at stå på ski, lyder fjollet i svenske øre (which it does), så gør det at stå på skøjter. For det er da en fysisk umulighed, mener svenskerne. Det kan der jo være noget om, men nu behøver man jo ikke tage alting så bogstaveligt.

Observatoria åker skridskor i Vasaparken.

Men, det er ikke bare med sport, at svenskerne håller på mens vi bare er (enten på ski eller også bare generelt). Når man som svensk skal feriere, foregår det ikke ved at man helt laid back tager på ferie (her vil endnu et næhnej være på sin plads). Det er en særdeles aktiv handling, så her åker man ju såklart på semester. Tænk, at tillade sig den ladhed at bare tage på ferie.

>Skandinaviens hovedstad<. Sådan kalder Stockholm sig. Fair and sqare, men skulle man så ikke have en cafékultur, spørger jeg bare. Eller bare én (normal) café der har åbent efter kl. 20 på en hverdag? Det behøves åbenbart ikke, når man ikke har en være-kultur. For det er svært at hålla på med ingenting.

                                     

Bloggis

Har I nogensinde tænk over, hvorfor I siger funkis om funktionalistisk stil? Det havde jeg ikke før, jeg opdagede svenskernes overdrevne brug af –is-ændelser i kælenavne eller forkortelser. Udtrykket kommer nemlig fra Sverige, og anvendelsen af -is bruges flittigt i alle (u)mulige tilfælde som f.eks nedenfor:

-is oversigt

funktionalism = funkis

gratulerar = grattis

daghem (børnehave) = dagis

Saltsöbaden = Saltis

konditori = kondis

loppmarknad = loppis

Den vigtigste at skrive sig bag øret er vel nok godsaker = godis.

Alle kælenavnsformer bliver dog ikke til med bare is-ændelser. Det kan også være an-ændelser; frisör = frissan, Marcus = Marckan, eller smörgosen = (også) marckan. Læg mærke til at ingen af disse kælenavnsforme bliver kortere.

Det giver jo mening, at man forkorter ord for enkelthedens skyld. Men det er interessant, hvilken funktion det fylder at anvende kælenavne der er længere, end selve det navn man henviser til. På svensk bliver mange egenavne enten længere eller beholder samme længde. F.eks bliver Bo til Bosse, Jan til Janne, Carl til Calle og Lars til Lasse. Sidstnævnte er vel egentlig også tilfældet på dansk, men alligevel, hvad sparrer man af tid? Hvis det altså er det, man vil?  

Fra -is og -an til det mere hårde -en

I Danmark har vi, mig bekendt, ikke taget is-ændelsen til os i mange andre tilfælde, end i funkis som sneg sig ind i sproget efter Stockholmsudstillingen i begyndelsen af 1930erne. Men vi har dog  kælenavne i Danmark. Måske slanger vi den mere end svenskerne (med deres infantile -is- og -an-ændelser), når vi smart siger børneren, nederen, folkeren. og. så. videre. -en-ændelsen er åbenbart for tough til svenskerne. I hvert fald kan jeg kunne komme på en -en-ændelse i 'fasen också', som jo er afledt af et bandeord.

Om at fryse vinteren ind

Man skal fryse vinteren ind. Sådan siger man her i det lange land. Det er muligt, at man også siger sådan i Danmark, men i så fald har det ingenting med kulde at gøre. For her bliver det koldt på minus 20 grader-måden, og jeg fryser skriver endda bare fra midten af landet. 

Hvornår skal vinterjakken frem?

Som sand stockholmer er man ikke begyndt at fryse vinteren ind endnu, for det er stadig et par grader varmt. Det er kun indvandrere (som jeg selv) der har taget den seriøse vinterjakke i brug. Med den på, møder jeg medlidende lille-ven-blikke, som siger ’hvad vil du dog gøre, når det bliver rigtig koldt?’

De har sikkert ret. Det bliver nok koldt. Det er et godt baometer for at tjekke sin svenskhed – desto længere tid uden vinterjakke desto mere svensk. Nu er jeg vist bare på wannabe-stadiet i den henseende.

Orange galocher

Sidstnævnte bekræftes også af, at jeg ikke er indehaver af et par Bally. En unisex vintersko til stockholmsk vinter. Til denne type vinter hører også galocher, som (business)mænd ifører sig som overtrækssko for at beskytte deres pæne sko mod sne og slud.  

Både sidste års og dette års must-farve i sådanne gummigalocher virker til at være orange. For galocher er ikke bare praktiske men også trendy. I hvert fald at dømme på Normalms og Östermalms mandebenklæder. Galocher findes også til piger, men jeg anskaffer mig nok først sådanne, når jeg er så svensk at vinterjakken kan blive hængende noget længere i skabet.

Dét der ikke helt svenske

Svensk pølseret på svensk

Det er svært at løbe fra sin danskhed. Og skulle man alligevel forsøge, kan man hurtigt blive opdaget, hvis det kommer frem, at man ved hvad svensk pølseret er. Dét ved man nemlig ikke hvad er som svensker. ’Min’ svensker så noget skeptisk ud, indtil han opdagede at der var tale om korv stroganoff, som det mere appetitligt hedder på svensk. Det er nemlig efter hans mening gott.

Et simpelt måltid husmandskost kan altså lyde mere flatterende på svensk. Det siger næsten også sig selv, at det må hedde noget andet på svensk. For det er vel nok også de færreste franskmænd (og svenskere åbenbart!), der er familiære med termen franske kartofler. Men både svensk pølseret og franske kartofler findes jo selvfølgelig under andre navne (navne vi også anvender på dansk). Iøvrigt kan man notere sig, at svensk slang for chips er chirre.

Svenskerhår på svensk

Sådan er det også med ’svenskerhår’, som svenskere i al almindelighed ikke refererer til som noget svensk. Det er vel i sagens natur også ganske forståeligt. Det er svært som nation at skulle stå inde for et helt årtis dårlig hårstil. Så i stedet ser man til at kalde det for hockeyfrilla. De der spiller ishockey må så selv stå til ansvar. Men tilsyneladende giver de skylden videre til tjekkiske ishockeyspillere. Så deeet.

Men altså, man kan undgå underen ved at sige korv stroganoff i stedet for svensk pølseret samt undgå unødig fornærmelse ved at sige hockeyfrilla i stedet for svenskerhår.

Men selvom man ved dette, kan man nu sagtens gå galt i byen alligevel. Rent bogstaveligt kan det ske ved forkert vokaludtale – tænk over det hvis du f.eks. skal til bydelen Skt. Eriksplan i Stockholm. For dette kan i svenske øre med dansk ’a’ åbenbart blive til et helt uigenkendeligt sted for selv den mest garvede stockholmer – måske netop for denne. 

Så måske skulle Sting stikke piben ind, når han går der og synger om, at han som englænder er en fremmed i NYC. For i det mindste taler de da samme sprog.

Men Mortens Aften på dansk
I aften lader jeg nu svensk pølseret være svensk pølseret, og forsøger i stedet at klæde Mortens gås ud som and og gøre klar til Mortens Aften. Jeg håber, at det kan blive en Upplänsk tradition, selvom den indtil videre vist kun har slået igennem i Skåne. Ellers bliver den det i hvert fald her i kosteskabet (aka vores lille lejlighed) i Vasastan. Mon ikke også svenskeren synes, det er gott...