Der, Die, Das - og Hen

Der, Die, Das – man kan vel sin Sesamstraße. I hvert fald hvis ”man” kommer fra den sydligere del af Danmark og tilhører en vis aldersgruppe. Således får man ikke kun tysk børne-tv (der egentlig er amerikansk) ind under huden, men også kendskab til han, hun og den/det. Dette skulle man nok også mene kunne dække alle tredje person entals personlige pronominer. Men, hvis remsen skulle fremføres i Sverige, er det lige før, at hen også skulle tilføjes. I hvert fald har ordet været nævnt i nationalencyklopædien siden 2009. Et lille ord der i disse tider får særdeles meget opmærksomhed.

Hentet frem juridisk - brugt politisk
Hen blev tilbage i 1960erne præsenteret som et neutralt alternativ til han/hun i tilfælde, hvor køn ikke var relevant – f.eks. i juridiske sammenhænge. Siden har hen mest fået opmærksomhed i forskerverdenen, fra de, der absolut mener, at køns- og kønsrolleforskning er givende for almenheden, og at hen vil hjælpe til bedre ligestilling. Ja, vi er i Sverige. Men det er ikke min opfattelse, at almenheden har taget hen til sig. Ordet bliver mest anvendt, når man skojar eller som provokation (man kan jo sige meget med ord). Det virker til, at de fleste svenskere finder ordet aldeles overflødigt i almen sprogsammenhæng.

Ikke desto mindre har ordet skabt sig plads i folks bevidsthed – og ikke mindst i mediernes. Dette sås helt markant med lanceringen af sitet DHEN.se der til forveksling ligner at tilhøre dagbladet Dagens Nyheter. Sitet indeholder almindelige tekster, hvor han/hun er strøget og erstattet af hen. Men, sitet er ikke DNs opfindelse, og chefredaktøren har nu lagt sag an mod sitets skaber. Hun (ja, er chefredaktørens køn relevant her, eller burde jeg skrive hen?) har endvidere tilråbt sig en del opmærksomhed ved at udtale, at DN-journalister ikke har hen-forbud, men at der findes et sprogligt direktiv. 

Med den udmelding er det ikke kun DNs chefredaktør, der tilråber sig opmærksomhed – det er hele mediebranchen. For hvad er passende? Skaber brugen af hen en klar kønspolitisk stillingtagen? Skal det lille ord tages mere alvorligt end som så? Hos et af Sverige andre større dagblade, Svenska Dagbladet, har man meldt ud, at det er op til den enkelte ansvarshavende redaktør, om det er på sin plads at anvende ordet i en given situation.

Hens raison d'être
Træder vi et skridt tilbage, er der et spørgsmål, der måske burde trænge sig endnu mere på; hvorfor får netop hens raison d’être mere fokus nu end andre, og måske mere relevante, ord? Måske skal svaret findes i, at det ikke er særligt ofte, at der ændres og udskiftes i personlige pronominer. Så vidt jeg kan læse mig til, var sidste gang i 1600-tallet, hvor I blev ændret til ni. Eller måske, og mere sandsynligt, handler det om, at hen gør det muligt at udtrykke sig mere diplomatisk. Det er jo noget svenskere, og her tænker jeg især medierne, i forvejen sætter stor pris på - at sige noget med omsvøb, men alligevel ganske direkte.

I Danmark har et kønsneutralt pronomen også været på tale (altså ud over den/det), men som bekendt er der ikke blevet integreret noget i sproget. Tilgengæld kan man se, at hun bliver anvendt i højere grad end før hvor han jo traditionelt set har været styrende. Men det er på det niveau. Ikke noget med indførte kønsneutrale børnehaver og databaser der fjerner han/hun til fordel for hen. Og således kan vi i Danmark stadig synge med på Sesamstraßes intro Der, Die, Das uden at tilføje et hen, hæn, høn, hyn eller hin.

Lösgodis og salmonellafrie æg

Noget af det første, der vil vække ens begejstring i Sverige, vil utvivlsom være det allestedsnærværende; lösgodis. Med andre ord, bland-selv-slik i uendelige mængder. Indtagelsen af sukker og E-numre i form af godis per person årligt ligger på 17 kg i Sverige. 

Denne enorme indsats sender Sverige direkte ind på en første plads, som det mest slikspisende land. For at nå det årlige niveau, og beholde første pladsen, synes der derfor at herske en antagelse om, at godis skal være inden for rækkevidde - nårsomhelst og hvorsomhelst. Det rækker derfor ikke med fredags-mys og lørdagsgodis – for så kommer man ikke ind på en første plads. 

Tesen må være, at more is more, og Danmark ligger ikke langt efter. Men selv om svenskerne fører på godisfronten, skæver de til Danmark og de danske tiltag inden for beskatninger, der gør sukkerholdige sager dyre. For mens prisen på søde sager er blevet reduceret markant i Sverige gennem årene, er prisen på frugt og grønt steget. Og selv om en førsteplads kan være nok så god, er selve disciplinen måske mere vigtig...

Et troskyldigt blågult æggefolk
Danskerne har det med at henvise til Sverige som ’Forbuds-Sverige’ (måske især med henblik på Systembolaget), men i godisland er der altså ingen smalle steder i Bredgade. Men, hvor man kan få uanede mængder af lösgodis, er det derimod ikke til at opdrive ét ærligt pasteuriseret æg. Salmonellaen og kiksekagedøden er nemlig ikke kommet til Sverige. I Sverige lever man fortsat med en vis troskyldighed på det område og anvender i stedet – og som en selvfølge – økologiske svenske æg, når man skal lave f.eks. chokolademousse. Da jeg endnu konkurrerer i disciplinen om, at blive så svensk, som det lader sig gøre, forsøger jeg naturligvis at tilpasse mig til den svenske ’æggefacon’, men det er ikke uden en vis skepsis.

Første gang, jeg stødte på problemet, var i en større svensk supermarkedskæde, hvor jeg, efter forgæves at have ledt efter pasteuriserede æg, henvendte mig til en yngre medarbejder. Denne anede ikke, hvad jeg talte om. Jeg tænkte først, at det måske var svært for ham at forstå skandinavisk bagefter, at det måske hed noget andet på svensk. 

Men eftersom pasteurisering er opkaldt efter Louis Pasteur, der tilfældigvis er født i den franske juraby, hvor min familie i en lang årrække har haft feriested, vidste jeg, at begrebet var ganske internationalt og derfor også burde blive genkendt i Sverige. (Selv om man aldrig kan vide, for svenskerne har det med at forsvenske låneord, så snart de kan komme af sted med det). Men hvorom alting var, kendte den unge butiksansatte hverken til Pasteur eller salmonella.

Men jeg gav ikke op, for en tredje forklaring kunne jo være at han bare var lidt ung eller måske ny i butikken. Så jeg spurgte en, to, tre andre i butikken for til sidst at forlade den med fire økologiske svenske æg og en vis skepsis. Men min mission var langt fra slut. Jeg spurgte alle svenskere, jeg troede havde en vis erfaring i kokkereringshenseende, men her var heller ingen hjælp at hente. 

Da jeg så, i en helt anden sammenhæng, skulle interviewe førnævnte forretningskædes direktør, kunne jeg ikke dy mig for at høre ham om grunden til, at der ikke findes pasteuriserede æg, og at ingen svenskere synes at kende til dette, for dem, så mystiske fænomen. Han så helt forkert ud i hovedet, da heller ikke han havde hørt om det og kaldte sin sekretær ind, som fænomenet også var ganske nyt for. 

De kendte dog begge til begrebet pasteurisering, men kunne ikke se, hvad det vedkom svenske æg, der jo er salmonellafrie. De ville tage det op med deres æggeafdeling, som de kaldte den. Siden har der været status quo på den svenske æggefront, og de fleste (åbenbart!) lever i lykkelig uvidenhed om den kontinentale salmonellafare.

Et mere varsomt rødhvidt æggefolk
I Danmark har man fra i år mulighed for bedre at sikre, at forbrugerne køber salmonellafrie æg. For nu skal udenlandske leverandører kunne redegøre for fravær af salmonella i de æg, de sælger til Danmark. På den måde stilles der samme krav til udenlandske æg som til de danske. Trods tiltaget må danskerne stadig høre om og tage forbehold i forhold til salmonella i modsætning til svenskerne.

Derfor er salmonellafrie æg så selvfølgelige for svenskere, som pasteuriserede æg er det for danskere. Konceptet lösgodis er det derimod lettere at forholde sig til (trods forskellige beskatningsforslag); det er godt - i rette mængder, forstås.