Svensk juletwist

I Observatorias tjeneste observerer jeg fra Danmark i disse dage. Det er godt at få perspektiv på tingene (og andesteg i tillæg).

En uddøende gris

I Politiken kunne jeg her forleden observere, at den danske marcipangris som mandelgave er på vej ud. Den har ellers haft sin faste plads som mandelgave i mange mange år, når opfindsomheden ikke slog til. Og det var ikke tilfældigt, at den var en gris. For som artiklen videre kunne oplyse, har nordisk julemad været centreret omkring gris i alle afskygninger for at man skulle få godt med julesul til de kolde vintre. Det var marcipangrisen et symbol på. øf.

I Danmark er det (heldigvis) ikke sådan, at grisen er det fuldstændige centrale element i julemaden længere. Men, i långa landet ser jeg det faktisk stadig gå igen på det svenske julbord. Selv debuterede jeg som svensk julbordsdeltager ugen inden jul og nåede i samme uge op på to julefrokoster/middage, så min erfaring er ikke lang. Men på julbordspunkterne mumma og død gris behøver erfaringerne nu heller ikke at udvides yderligere.

Temaet for svensk julbord er næsten det samme som for en dansk julefrokost. Men julbordet er jo i Sverige ikke bare en julefrokost, det er det svenske bud på en julemiddag. Julbordet varierer naturligvis fra familie til familie men påminder om en dansk julemiddag, det gør det ikke. Tyvärr.

Ris à la Malta

Et twist på en af de retter der kan opstå på det svenske julbord er Ris à la Malta. Her kunne det være, at svenskerne skulle tage skeen i den anden grød, som Nissebanden synger, for det har de vist fået galt i halsen. Ris à la Malta? Det ikke bare minder om Riz à l’amande i smag men også i udtale (altså udtalt i den gale hals), så mon ikke det er det samme i udgangspunktet. Bare med appelsinsovs på svensk.

Det er muligt, at der er skåninger der spiser riz à l’amande, som vi kender til det med kirsebærsovs og mandelgave men i hovedstadsområdet er det vist ikke slået igennem som en tradition. Måske er ris à la Malta også bare mere eksotisk og henleder tankerne på sol og varme i stedet for gris og kulde.

Om at hålla på og åka

I Danmark har vi en være-kultur, har jeg fået opfattelse af nu, hvor jeg er på afstand. Det er en meget bohemisk og kontinental kultur for svenskerne, der generelt virker mere aktive og træffes omkring det at gøre noget. De har det nemlig med at hålla på med noget.

Det er ret sjovt, for det går igen i deres sprog, ligesom vores mere afslappede stil også gør i vores sprog. I Sverige står man ikke på ski – næhnej, man foretager sig jo noget, så i stedet hedder det at man åker skidor. Hvis ikke det at stå på ski, lyder fjollet i svenske øre (which it does), så gør det at stå på skøjter. For det er da en fysisk umulighed, mener svenskerne. Det kan der jo være noget om, men nu behøver man jo ikke tage alting så bogstaveligt.

Observatoria åker skridskor i Vasaparken.

Men, det er ikke bare med sport, at svenskerne håller på mens vi bare er (enten på ski eller også bare generelt). Når man som svensk skal feriere, foregår det ikke ved at man helt laid back tager på ferie (her vil endnu et næhnej være på sin plads). Det er en særdeles aktiv handling, så her åker man ju såklart på semester. Tænk, at tillade sig den ladhed at bare tage på ferie.

>Skandinaviens hovedstad<. Sådan kalder Stockholm sig. Fair and sqare, men skulle man så ikke have en cafékultur, spørger jeg bare. Eller bare én (normal) café der har åbent efter kl. 20 på en hverdag? Det behøves åbenbart ikke, når man ikke har en være-kultur. For det er svært at hålla på med ingenting.

                                     

Bloggis

Har I nogensinde tænk over, hvorfor I siger funkis om funktionalistisk stil? Det havde jeg ikke før, jeg opdagede svenskernes overdrevne brug af –is-ændelser i kælenavne eller forkortelser. Udtrykket kommer nemlig fra Sverige, og anvendelsen af -is bruges flittigt i alle (u)mulige tilfælde som f.eks nedenfor:

-is oversigt

funktionalism = funkis

gratulerar = grattis

daghem (børnehave) = dagis

Saltsöbaden = Saltis

konditori = kondis

loppmarknad = loppis

Den vigtigste at skrive sig bag øret er vel nok godsaker = godis.

Alle kælenavnsformer bliver dog ikke til med bare is-ændelser. Det kan også være an-ændelser; frisör = frissan, Marcus = Marckan, eller smörgosen = (også) marckan. Læg mærke til at ingen af disse kælenavnsforme bliver kortere.

Det giver jo mening, at man forkorter ord for enkelthedens skyld. Men det er interessant, hvilken funktion det fylder at anvende kælenavne der er længere, end selve det navn man henviser til. På svensk bliver mange egenavne enten længere eller beholder samme længde. F.eks bliver Bo til Bosse, Jan til Janne, Carl til Calle og Lars til Lasse. Sidstnævnte er vel egentlig også tilfældet på dansk, men alligevel, hvad sparrer man af tid? Hvis det altså er det, man vil?  

Fra -is og -an til det mere hårde -en

I Danmark har vi, mig bekendt, ikke taget is-ændelsen til os i mange andre tilfælde, end i funkis som sneg sig ind i sproget efter Stockholmsudstillingen i begyndelsen af 1930erne. Men vi har dog  kælenavne i Danmark. Måske slanger vi den mere end svenskerne (med deres infantile -is- og -an-ændelser), når vi smart siger børneren, nederen, folkeren. og. så. videre. -en-ændelsen er åbenbart for tough til svenskerne. I hvert fald kan jeg kunne komme på en -en-ændelse i 'fasen också', som jo er afledt af et bandeord.