lørdag den 20. april 2013

Svenskhed forstår sig ikke på danskhed - men skal den det?


Kan I gætte hvad Blachman, Borgen og Strid har tilfælles?

Jo, de har det tilfælles at de diskuteres her i nabolandet, så det ikke er til at få ørenlyd. De har det tilfældes, at de, i et svensk målestoksforhold, falder uden for rammerne af  hvad der er PK. 

I de første to tilfælde er det jämställdheten som kommer i klemme, og i det sidste er det rasismen der løftes frem. Helt konkret, ses dette ikke bare, ved det der fokuseres på i den offentlige debat af emnerne men snarere hvad der ikke ses på. Svenskerne (ok, ikke alle, vel?!) ser disse tre danske emner gennem en svensk linse og glemmer helt – i min optik – at formidle hvad emnerne handler om i Danmark. Det skaber unødige barriere.

Således handler omtalen af Blachmans show i Sverige bare om det forkastelige i at kvinden, med sin kvindelighed, udstilles og undertrykkes af manden. Omtalen handler ikke om Blachmans person og ikke om, at de fleste trækker på smilebåndet over dennes facon eller helt underlader at se programmet. 'For det er meget seriøst, at danskerne betaler til at blive udsat for kønsdiskriminering'. I Danmark er det et større problem at blive udsat for dårligt TV.

Det bliver så alvorligt i den svenske tolkning af emnet, at den helt glemmer at berette hvilke faktorer der fremhæves ved emnet i Danmark. Linsen er stillet ind på svensk.
Lidt på samme måde var det ved sidste danske valg, hvor svenske medier stort set udelukkende havde indvandre-linse på i sin dækning af et valg der i Danmark ikke havde dette emne som omdrejningspunkt.
Det problematiske ved det? Det skaber i almindelighed et ikke-nuanceret billede af danskhed i svenske øjne. Og det skaber i særdeleshed unødige barriere mellem danskhed og svenskhed. Ikke at der ikke må være forskelle, for det er netop min pointe. Men for meget støj påvirker som bekendt kommunikationen.

I tilfældet Borgen – hvis tredje sæson ruller over de blågule skærme på mandag – er fokus gudhjælpemig lagt på det jämställdheten i serien.?! Jeg lader den ligge her, jeg orker ikke dette emnes klemmen-sig-ind i alle mulige og nu også umulige tilfælde. #herrejemini #hvismankansigedetudenatstødenogen

Og så er der Strid… Mustafas Kiosk er ganske vist ikke i clinch med jämställdheten men undviger, efter flere år, ikke status af at være diskriminerende, racistisk og tilmed islamofobisk. Min sætning fra tidligere ”det bliver så alvorligt i den svenske tolkning af emnet” synes også at passe ind her.

Som herboende dansker med indblik i dansk humor og svensk PK-hed er det mig bekymrende med den måde danskhed nogle gange fremhæves. Svenskheden er svensk og skal ikke være dansk (og vise versa), men lidt forståelse for hinanden skader vel ikke.
Så hur som helst; Danmark, udvis lidt ydmyghed og Sverige, udvis lidt ironisk forståelse. 

Trevlig helg

torsdag den 4. april 2013

Er Birgitte Nyborg i virkeligheden Carl Bildt?


Efter et par år som svensker bliver det mig mere åbenlyst at TV-serien Borgen ikke blot er en DR-drama-afspejlning af, hvad der foregår på den danske politiske scene. Serien leger også virkelighed gennem en systematisk kopiering af det svenske politiske system – hvilket blandt andet (på det basale plan) ses ved de lånte partinavne som Moderaterne/De Moderate, Centerpartiet og Ny Demokrati/Nye Demokrater.

Og hvad med rollen som den afgåede statsminister der efter udenlandsposter kommer tilbage i dansk politik for til slut at blive udnævnt til udenrigsminister? Lyder det for utroligt? Eller lyder det måske i virkeligheden bekendt? I hvert fald er det, hvad der står på CVet for Sveriges siddende udenrigsminister, Carl Bildt (bare at han vendte tilbage til svensk politik).

Selv samme herre ligner også Nyborg på den private front med at have henholdsvis to børn (en datter og søn) samt at måtte skille sig pga jobbet (wild guess, jeg skal naturligvis ikke udtale mig om udenrigsministerens skilsmisseårsager). Til gengæld slutter lighederne måske også her. I hvert fald kan det være svært at få øje på Bildts folkelighed og Nyborgs (ja, jeg ved hun er en fiktiv person) intellekt.

Er man i øvrigt i almindelighed interesseret i svensk politik og/eller i en af nyere tids mest spektakulære politiske personligheder bør man – som resten af Sverige – se det SVT-portræt af Carl Bildt som diskuteres mangfoldigst netop nu. Portrættet er et journalistisk veldrejet plot, der, til forskel fra mange andre lignende programmer, faktisk er lavet i hovedpersonens levetid – hvilket vel heller ikke siger så lidt om dennes gøren og laden i de seneste tre årtier.

Se udsendelsen, og vurder selv om der er en Blidt gemt i Nyborg…