Svensk navnemode

I Sverige diskuterer man meget for tiden, om man skal værne om miljøet ved...at spise mindre kød. Interessant, måske? Men i Observatorias navn, observerer jeg i stedet hvilke navne der netop nu er de mest populære svenske navne. For hvem havde troet, at Alice toppede?

Det gør det - Alice topper for andet år i træk ifølge seneste svenske navnestatestik. På drengesiden er det William der er mest populær. Af de navne der er steget mest i popularitet er Ebbe, Sigrid og Henry. Så ved man det. Børnenes oldeforældres navne tages op, akkurat som de plejer at blive.

Hver sin tid - sit navn.

Det 'nye' er, at mange forsøger at skille sig ud (på deres børns vegne). Derfor har antallet af populære navne ikke tyngde på ét, men flere navne. Derfor er navnevalg så interessante, for de afslører noget om tiden, om hvem man er og gerne vil være samt måske endda social rang (men det er vist ikke PK at nævne).

Jeg synes ikke, svenskerne behøver anstrenge sig i forhold til at finde anderledes navne, for de har så mange fine på lager. Især hvad angår pigenavne som; Ellinor, Elin, Erica, Filippa... (som alle bliver meget pænere af at blive udtalt på svensk).

Det er interessant at følge navnepopulariteten, og den trickle down tendens der ofte er med navne. Jeg giver et gratis gæt på, at man om få år kan se det på antallet, af navne som det den senest navngivne prinsesse har fået...

Prinsesstårta - et vidunderligt svensk bekendskab

Prinsesstårta er den svenske udgave af en fødselsdagslagkage. Det er blevet en tradition, at jeg laver en klassisk udgave af kagen til min svensker på hans fødselsdag - så får jeg venner og familie også glæde af den.

Nomenom. Prinsesstårta anno 2013.

Det er svært at finde en god opskrift på kagen, synes jeg. Især fordi både smag og udtryk må gå op i en højere enhed (har ikke fundet en opskrift, der rigtigt mestrer det). Jeg bruger lidt gelatin, selvom det måske ikke er come il faut. Så står stykkerne så flot, når de er skårede. Marcipan går man ikke på kompromis med, så derfor er marcipanen selvfølgelig O'ense marcipan.

Prinsesstårta anno 2012.

Jeg fandt en opskrift i min Bonniers bagebog der pimper kagen op med et lag trøffelchokolade - det kan anbefales. Til gengæld er flødeskummen (not a fan) reduceret og erstattet en del af vaniljecreme (stor fan). Bundene er bagt som sædvanlige luftige lagkagebunde i en 24cm form (rækker ca til 12 reelle stykker). Opskriften kan varieres og udvides over følgende tema:

Bunde (3)
4 æg
2 dl hvedemel
1 dl kartoffelmel
2 tsk bagebulver

Chokoladetrøffel (underste lag)
100 g god hakket lys chokolde
0,5 dl piskefløde
2 tsk smør

Bærfyld (midterste lag under cremen)
200 g friske eller frysebær (hindbær)
0,5 dl sukker
(1 blad gelatin)

Vaniljecreme (midterste lag og evt også som ganering under marcipanen hvis ikke ren piskefløde anvendes - eller 2-3 dl piskefløde til det)
0,5 vaniljestang
1 dl mælk
1-2 dl piskefløde
1 æggeblomme
1,5 msk marizena majstivelse
1,5 msk sukker
(2 blade gelatin)

Marcipanlåg (øverst)
400-500 g marcipan og grøn frugtfarve efter behov ELLER færdigkøb låget og rul det på.

Banan, makroner, lakrids, mandelflagepynt o.lig. kunne også være godt i.

Søg den opskrift og fremgangsmåde frem, der passer dig bedst. Hvad er den bedste fødselsdagskage?

Ny sproglig finurlighed

Jeg skrev tidligere, om det overdrevne fokus ordet ’hen’ havde fået i den svenske mediedebat. Nu mener man, at efterfølgeren – hvad angår omtale og ordændring – er kommet. Der er tale om at erstatte ’man’ med ’en’.

Det omtalte lille ord får plads som helsides forside i kultursektionen.  DN fra i dag.

Igen, (som med ’hen’) er der tale om et ord der skulle give en ligestillingsnuance i sproget. Jeg ser ikke pointen og finder det i øvrigt gammeldags med ’en’ i stedet for ’man’. Det er næsten svært ikke at tilegne sig en bondsk regiolekt, når man udtaler det.

'En'-udtale. Ligeledes DNs kultursektion.

Stockholm er ude at cykle uden at være det

Jeg har netop læst en interessant artikel i Svenska Dagbladet der besvarede min underen.

Min underen har nemlig undret sig. Den vil gerne vide, hvorfor det skal være så håbløst at cykle i den svenske hovedstad. Umiddelbart har jeg, som en tålmodig forælder, forsøgt at forklare den, at det kunne 1) være fordi den stockholmske tunnelbana var så godt udbygget, 2) at det er en kuperet by, 3) at det er sne en så stor del af året, at det ikke kan betale sig eller 4) at stockholmere bare er lidt for storstadsfine til at cykle.

Udemærkede bud, synes jeg selv. Men åbenbart ikke tilstrækkeligt gode til at få underen til at stoppe med at undre sig. I dagens SvD-artikel fik den mere klar besked.

Ding Ding.

Derfor blev Stockholm cykelfjendsk

I midten af forrige århundrede var andelen af cyklister i både Stockholm og København den samme. Siden har København udviklet sig som cykelby, hvor Stockholm i stedet er gået den modsatte vej og har fokuseret på bilismen. De stockholmske byplanlæggere skævede til USA i perioden efter Anden Verdenskrig og byggede bilveje for at føre de fremvoksende forstæder sammen med Stockholm.  I dette ’moderne’ trafiktænkende gik cyklister og biler ikke hånd i hånd. Cyklisterne blev helt enkelt bortprioriteret.

Det blev de ikke i København, for dels var man her senere med den øgede biltrafik og dels lagde 70ernes oliekrise senere heller ikke op til en stockholmsk bilby.

Frustrerende cykelby anno 2013

Stockholm er stadig en bilby, og selvom man betaler tullskat for at komme til og fra city for at mindske antallet biler i indre by, er den stadig langt fra at være en cykelvenlig by. Hvorfor? Fordi cykelstierne enten ikke eksisterer eller pludselig ophører midt på veje modsvarende H.C. Andersens Boulevard.  Fordi der ikke findes en forståelse for cykellisten i trafikken – heller ikke blandt cyklisterne selv. Fordi cykelstierne ikke ryddes, når det sner (sneen fjernes derimod gerne fra fortovene og fejes ud på cykelstierne). Fordi ingen synes at kende til signalet for stop. Fordi folk tror, at cykelstierne er forbeholdt slentrende forgængere der skal krydse gaden. Og. Så. Videre.

Jakob Haugaards ’medvind på cykelstierne’ havde nok ikke fået ham ind i Riksdagen. Ikke bare fordi det er humoristisk, men fordi der åbenbart ikke er nok interesse i hovedstaden som cykelby.

Taget i betragtning hvor få der cykler i Stockholm, er det iøvrigt ganske sigende at det svenske udtryk for at være gal på den er at være ude at cykle.

Svensk nytår på dansk

”Åh, det är skönt, när mitt Stockholm är grönt”. Jeg sidder og lytter til Monica Zetterlund og synes, at hun har helt ret. Men det er desværre ikke særligt grønt i Stockholm nu. Hov, men nu blev det lidt grønt – for SVT viser sørme Blomsterberg.

Apropos sidstnævnte, forsøgte jeg mig med hendes opskrift på en simpel kransekage til nytårsaften. Nytåret blev fejret her i det svenske, og jeg havde besluttet at snige nogle enkelte danske temaer ind. Heriblandt kransekagen som svenskerne (i hvert fald ikke de jeg kender) ikke får til nytår. Kransekagerne blev indtaget til endnu et dansk input – dronningens nytårstale. Så ku’ de lære det.

Dronningens fætter, den svenske Kung Carl Gustaf, holder ikke nytårs- men juletale. Hverken han eller talen virker dog til at være det store hit i Sverige, så det var nyt for svenskerne at man (helt lokalt og helt nationalt) samles om en monarks tale. Men det gør man i min verden! Min egen private svensker er heldigvis med på traditionen og forstår, at man ikke blot skal se talen men også diskutere den og dens indhold – nu kan han allerede sammenligne med forrige års.

Dronningens mest benyttede ord i talen - billede hentet fra Kristeligt Dagblad.

Kransekagen blev fin, men min søde veninde havde nu lavet en noget mere avanceret udgave af en Blomsterberg kransekage som hun nu har udnævnt til den bedste – se hendes kreation her.

Efter aftenens danske indslag indtog vi lækker hjemmelavet gourmetmenu og partyede den senere i det stockholmske natteliv.

Som aftenens sidste danske indslag fik jeg svenskerne lokket til at hoppe ned fra sofaen og ind i det nye år. Havde vi sunget ’Vær Velkommen’, havde fordanskningen af svenskerne været fuldendt, men lidt har også ret. Og jeg, traditionsprædikanten, fik da sendt en håndfuld svenskere lidt mere danske ind i det nye år.

Godt nytår…