Tihi

Tihi kræver et indlæg. Størstedelen af den yngre svenske befolkning kan i disse dage ikke dy sig for at afslutte hver mulig (og især umulig) sætning med et lille tihi. Det er blevet en fælles måde at hentyde til, at man ikke bare har set Maddes forlovelsesvideo, men at man også enes om, at den er ganske fjollet.

Ny royal annonceringsmåde

Madde er den svenske prinsesse Madeline. Hendes storesøster er kendt som Vickan, og er som bekendt blevet gift. Nu er det Maddes tur. Det annoncerede hoffet i forgangne uge på en ny måde, i stedet for ved det sædvanligt pressemøde, der plejer at finde sted ved sådanne royale begivenheder. Hoffet uploadede en video, hvor parret annoncerede forlovelsen. 

Videoen fik måske endnu mere opmærksomhed end et pressemøde havde afstedkommet. Men, opmærksomheden omkring video skyldes dog ikke så meget nyheden om forlovelsen, som den skyldes videoens oplæg - og især dens afslutning.

Afslutningen på den så omdiskuterede video sker ved et sagte tihi fra Madde. Et tihi, der i sig selv beskriver hele videoens fjollede og lettere pinlige stil ganske godt. Men døm selv her

Hvis du vil forstå, hvor sjovt svenskerne har det over videoen så se her

Et lagom kongehus?

Det er ikke første gang, hoffet annoncerer en forlovelse for nævnte prinsesse.  Men, som nogen måske husker, gik det ikke så godt første gang. Derfor er det egentligt en fin tanke, at man vil annoncere denne forlovelse på en ny måde og med brug af sociale medier. 

Men, det kræver en fin balancegang, som denne video måske ikke helt kan præstere. For en af Kongehusets fineste opgaver er vel netop at forstå at skabe sin plads i et rapidiserende samfund. At tilpasse sig og samtidig forblive den samme. Med et svensk ord kan man sige, at det handler om at være lagom.

Så selv om videoen har fået opmærksomhed, er blevet delt et utal af gange og at hoffets hjemmeside har høje unikke traf denne uge, så er spørgsmålet, hvor det efterladet et svensk kongehus, der har været genstand for megen ufrivillig opmærksomhed de seneste år?

Indtil videre er der vist ikke andet at sige end tihi!

Håbløst forsøg på omskrivning af historien

Tintin au Congo er skrevet i 1930, hvilket jo unægtelig er lang tid siden – på flere måder. Tiden var helt enkelt en anden, og det er vi netop blevet mindet om her i Stockholm. Kulturhuset i Stockholm i særdeleshed.

Kaptajn Haddock ville formentlig have uddelt et par verbale lussinger, om han havde hørt om Kulturhusets udmelding om at fjerne Tintin-bøgerne fra hylderne på grund af deres racistiske tone. Han levede nemlig i en kolonitid, hvor Congo hed Belgisk Congo, og befolkningen blev kaldt noget andet, end hvad der er passende i dag.

Sociale medier redder Tintin

I slutningen af september kom udmeldingen om, at Kulturhuset ville fjerne Tintin fra hylderne. Årsagen var, at bøgerne (især Tintin i Congo) havde et racistisk, upassende og ikke-opdateret menneskesyn. Med andre ord fandt Kulturhuset altså ikke Tintin PK nok for 2012. Det er der vel sådan set heller ikke andre, der gør, men at fjerne den kendsgerning, at tiden var en anden, går ikke. Det mente man i hvert fald ikke på div. sociale medier umiddelbart efter udmeldingen.

Her, i det offentlige rum, mente man nemlig ikke, at Tintin var et problem, såfremt man kendte den historiske kontekst. Og kendte man den ikke, ja, så var det en kærkommen lejlighed til at lære/vise sine børn den. For af fortidens fejl bliver man klogere. I den online debat syntes man ikke, at det nyttede noget at forsøge at omskrive historien ved at finde på andre navne eller helt fjerne bøgerne, for det lærer man ikke den kulturelle baggrund af.

 Der gik da heller ikke længe, før Kulturhuset igen trådte frem. Denne gang for at sige, at den så omtalte udmelding ikke var Kulturhusets, men blot den kunstneriske chefs (som nu trak udmeldingen tilbage). Tintin ville få lov til at blive – de sociale medier havde talt. Kulturhuset måtte sande, at ’hele historien’ ikke var et spørgsmål om racisme. Den var derimod et spørgsmål om det demokratiske i selv at kunne vælge sin litteratur. De, der måtte føle sig stødte over bøgerne, havde jo friheden til ikke at læse dem.

Flere lag i debatten

At Tintin bliver omdrejningspunkt for politisk korrekthed, er måske ikke så tilfældigt. Dels ligger det i vor – og ikke Tintins – tid ikke at tale om minoritetsgrupper som minoritetsgrupper. Dels læser vi måske ikke så meget litteratur fra Tintins helt unge dage. På den måde kan det nedsættende ordvalg virke ekstra iøjnefaldende og provokerende.

Men det er ikke kun Tintin, der kommer i søgelyset, når fortiden skal tilpasses nutiden. Hos vores skandinaviske naboer i Norge har man for år tilbage udnævnt Pippis far til Sydhavskonge, selv om han under Astrid Lindgrens pen var Negerkonge.

Men selv om debatten er meget konkret fokuseret på dette enkelte fald, så medfører den det positive, at man bliver bevidst om, at tingene ikke altid har været, som de er. Derfor er det vigtigt at forstå fortiden for at kunne forstå samtiden.

…tilbage er bare at spørge om Alfons Åberg må blive på hylderne?

Svensk danskvand og andre lessons learned

Hjemme hos os hedder danskvand, svenskvand. For det er jo egentlig, hvad det er - i hvert fald, hvis det er vand fra Ramlösa i Sverige. Og det ér det i Sverige. Svenskerne selv kalder det dog hverken for svenskvand eller danskvand, men i stedet for kolsyrat vatten. At kolsyrat vatten skulle hedde ’danskvand’, får de fleste svenskere til at ryste på hovederne. Hvilket vel også er ganske berettiget.

Interessant er det dog, at danskvand alligevel har en kobling til Sverige. Det menes nemlig at have fået sit navn for at adskille det fra det såkaldte ’svenske sodavand’, som var rødt mineralvand.

En svensk chessburgare
Men det er ikke kun kolsyrat vatten, man bør tilpasse sig med sprogligt, hvis man vil gøre sig forstået i det svenske. For selv det simple at bestille en cheeseburger kan blive kompliceret, hvis man vil foretage bestillingen på svensk og glemmer at forsvenske udtalen af pågældende burger. For mig plejer (ja, det er jo ikke tit, meeen) det at gå fint med den første del: ”Jag skulle gärna vilja ha en”. 

Men så kommer vi til ’cheeseburger’, og her er det så, at ’kassøren’ pludselig antager, at jeg ikke længere er svensk, men vupti under bestillingen har skriftet ham til engelsksproget. Herfra bliver jeg gang på gang besvaret på engelsk bestillingen ud – selv om jeg fortsætter på svensk. Og sådan fortsatte det, indtil jeg 'learned my lesson' og fandt ud af, hvad jeg egentlig burde sige. For indrømmet, det tog noget tid at identificere, at problemet var ordet ’cheeseburger’.

Årsagen er, har jeg af erfaring lært, at en cheeseburger ikke udtales på engelsk. Så hvis man udtaler det sådan, ja, så er man an englishman. På svensk er det en chessburgare, og man bør derfor i stedet udtale det [sji-s-bå-ja-ræ] med rullen på r, og hvad der nu ellers hører til. Men ud over en chessburgare, kan man også taget det med sig, at det generelt er nyttigt at anvende svenske og ikke engelske ord, når man skal begå sig på svensk. Derfor har jeg overvejet at forsøge mig med at bestille en ostburgare næste gang – så kan de lære det, eller noget.

At tilpasse er at anpassa
At anvende ord som kolsyrat vatten og chessburgare er ganske enkelte og konkrete måder at tilpasse sig på svensk. Men listen er lang, og de mange såkaldte ’falske venner’ er også nødvendige at kende til for ikke at blive misforstået eller selv misforstå. Hvad tid og hvad skal man f.eks. spise, når aftalen er henholdsvis frukost og frokost? 

Der er meget, man skal have i tankerne, for ikke at afsløre sin ikke-svenskhed. Ordene er en begyndelse, men så er der ordlyd, melodi og almen sprogforståelse. For svensk tilpasning er jo ikke bare kolsyrat vatten eller cheeseburgere, men at vide, hvordan man skal anpassa sig.