Asplunds
Stadsbibliotek og Astrid Lindgrens Vasapark er to gratis glæder i Vasastan. To
steder forbundet med megen refleksion. To besøgsværdige steder i Stockholms vel
bedste svar på Frederiksberg.
Asplunds
fine orange og delvist cylinderformede stadsbibliotek har jeg udsigt til fra
min balkon. Og hvad kan næsten være bedre, end at have udsigt til et
arkitektonisk pragtstykke indeholdende en masse bøger? Det skulle da lige
være noget havudsigt.
Biblioteket har ikke kun dannet ramme om min udsigt
fra balkonen men også fungeret som arbejdsplads under den sidste del af min
studietid. En studietid præget af meget faglitteratur og alt for lidt dansk
’for-sjov-læsning’. For at peppe den sidste del op (og få tilført lidt dansk
til biblioteket) fik jeg lokket stadsbiblioteket til at købe Helle Stangerups
(på den tid nye) ’Bag skodderne’. Nu står bogen sammen med den øvrige danske
litteratur i den store ovale sal og venter på at få vendt siderne af svenske læsere.
Stadsbiblioteket, source unknown. |
Blot
en lille kilometer fra det Asplundske univers, finder man det Lindgrenske –
Vasaparken. Parken, Astrid Lindgren havde udsigt over fra sin skrivemaskine i
et halv hundred år og som fungerede som inspirationskilde for hende. Parken,
der er med til at definere Vasastan og give stadsdelens beboere et grøn åndehul
om sommeren og en skøjtebane om vinteren.
På
den anden side af parken huserede Karlsson
på Taket, i den del af Vasastan der hedder Atlas – for her boede Lindgren
nemlig også en tid. Men Karlsson og Lindgren har ikke været ene om at husere
der, for området er nemlig et af de mest eftertragtede områder inden for
’tullarna’ i dag.
Vasaparken. Source: Elvaelva. |
Jeg
passerer parken hver dag på vej til arbejde og
tænker ofte, at man mærker stedets Lindgrenske ånd. Hvis man bare mærker
efter. Måske ligger der flere eventyr gemt i parken der ellers blot giver
udtryk af bare at være park? Måske kommer man til at kunne læse nye eventyr fra
parken nede på Asplunds Stadsbibliotek en dag?