Pilot indlæg - Girafperspektiv

Den svenske journalist og forfatter, Lena Sundstrøm, der har udmærket sig som Danmarksekspert, har selv prøvet det. Selv prøvet at flytte til et andet land. Dette andet land var netop Danmark, og hun beskrev det, som at flytte direkte ud i Alaska. Forhåbninger om et socialt liv med andre danskere blev udvisket til fordel for ensomhed og manglende initiativtagen fra disse. Hun undrer i sin bog, Världens lyckligaste folk fra 2009, om det mon ikke også er sådan at flytte til Sverige. Kære Lena – det er det!

Danskhed som fælles referenceramme
At flytte til Sverige er måske på mange måder bare en tur over sundet, men det er også en rejse ind i sig selv. Ens danskhed og horisont udvides. For som bekendt oplever man i særdeleshed sin danskhed, når man befinder sig i udlandet. Når man tilmed flytter til et andet land på ubestemt tid, træder den i endnu større grad frem i lyset. 

Men, hvad er den så denne danskhed? Den er det, der sker, når individ og fællesskab mødes. Den er de værdier, vi ved vi deler med andre. Den er en følelse af at være en del af noget – en fælles referenceramme. Den kan komme til udtryk, når man, som dansker, ikke studser over, at man også betaler et arbejdsmarkedsbidrag udover den almindelig skat, at man debatterer indvandrerpolitik, at man integrerer engelske termer i sit hverdagssprog. Og.Så.Videre. 

Samtidig kan den også komme til udtryk ved en fælles underen over, at man i nabolandet fortsat vælger at have et system, der lader staten bestemme hvor og hvornår, man kan købe alkohol. Ligesom man kan undre sig over, hvorfor politisk korrekthed skal stå i vejen for integration, og hvorfor pasteuriserede æg ikke findes. Danskheden har mange lag.

Men min danskhed rynker ikke kun på næsen af Sverige og forherliger Danmark, den beundrer også nabolandet og forholder sig mere kritisk til sig selv. Jeg har nemlig berettet for den, at det er sund fornuft med et girafperspektiv i ny og næ. Og det får man i sandhed her, helt oppe i nordens Venedig. For selv om danskheden unægtelig er et styrende moment i mine observationer, er den ikke en endegyldig sandhed, der skal få lov at tage overhånd – i hvert fald ikke hele tiden.

Svenskhed er usvensk
At man kan føle den ensomhed, som Lena Sundström beskriver, når man flytter til et andet land, er sandsynligvis ikke nationalt betinget. Det vil de fleste nok erfare, hvor end de flytter til og fra. Derfor vil det også være for let at kaste med (de ikke-pasteuriserede) æg mod svenskheden, og drage den konklusion, at svenskere er et lukket folkefærd. Det, der imidlertid er mere interessant, hvis man, som jeg, søger svaret på, hvorfor man så oplever denne ensomhed i dette lange land, er vel nok at forstå, hvordan svenskerene selv opfatter sig selv. 

En oplagt svensker, der har søgt at dokumentere svenskhed i en nutidig kontekst, er lingvisten, komikeren og tv-værten Fredrik Lindström. Hans konklusion i programserien, Värdens Modernaste Land fra 2006-07, er, at det mest svenske man kan være, er at være usvensk. Usvensk er et meget positivt ladet ord, så længe det handler om mennesker. Det ligger der muligvis en vis selvironi i, men jeg oplever også, at det bliver konstateret på en måde hvorpå, det bliver legalt for svenskerene at bryste sig lidt og føle sig med på noderne. Hvilket ellers ikke opfattes som korrekt. For ’åh hvor er vi åbne og large’.

Usvenskhed, det vil jo så sige svenskhed (?!), handler blandt andet om at hoppe med på noget nyt, som nogle af de første. Det være sig inden for hvilke af tidens tendenser, der er hippe; gastronomisk, kulturelt, indretningsmæssigt, og hvor man ellers ønsker at være forrest. Herudover konstaterer Fredrik Lindström også, at svenskere er meget individuelt orienteret og helst ikke vil ligge nogen til last, hvilket faktisk kan ses ved, at andelen af svenskere, der bor alene har været stigende gennem årene. 

Endvidere ses det i det daglige ved, at man ikke sætter sig ved siden af nogen i bussen eller på bænken, for slet ikke at nævne det utænkelige i, at man skulle indbyde til en samtale. På mange områder er dette måske ikke så fjernt fra Danmark, og man kunne fristes til at påstå, at vi derfor også er lidt svenske – på den rigtige usvenske måde…

Derfor oplever hverken Lena i Danmark eller jeg i Sverige at blive inkluderet direkte i samfundets fællesskab, selv om vi som skandinaver formelt set kan skifte land med lethed.