søndag den 24. februar 2013

2 Gratis glæder i Vasastan


Asplunds Stadsbibliotek og Astrid Lindgrens Vasapark er to gratis glæder i Vasastan. To steder forbundet med megen refleksion. To besøgsværdige steder i Stockholms vel bedste svar på Frederiksberg.

Asplunds fine orange og delvist cylinderformede stadsbibliotek har jeg udsigt til fra min balkon. Og hvad kan næsten være bedre, end at have udsigt til et arkitektonisk pragtstykke indeholdende en masse bøger? Det skulle da lige være noget havudsigt. 

Biblioteket har ikke kun dannet ramme om min udsigt fra balkonen men også fungeret som arbejdsplads under den sidste del af min studietid. En studietid præget af meget faglitteratur og alt for lidt dansk ’for-sjov-læsning’. For at peppe den sidste del op (og få tilført lidt dansk til biblioteket) fik jeg lokket stadsbiblioteket til at købe Helle Stangerups (på den tid nye) ’Bag skodderne’. Nu står bogen sammen med den øvrige danske litteratur i den store ovale sal og venter på at få vendt siderne af svenske læsere.  

Stadsbiblioteket, source unknown.
Blot en lille kilometer fra det Asplundske univers, finder man det Lindgrenske – Vasaparken. Parken, Astrid Lindgren havde udsigt over fra sin skrivemaskine i et halv hundred år og som fungerede som inspirationskilde for hende. Parken, der er med til at definere Vasastan og give stadsdelens beboere et grøn åndehul om sommeren og en skøjtebane om vinteren.

På den anden side af parken huserede Karlsson på Taket, i den del af Vasastan der hedder Atlas – for her boede Lindgren nemlig også en tid. Men Karlsson og Lindgren har ikke været ene om at husere der, for området er nemlig et af de mest eftertragtede områder inden for ’tullarna’ i dag.  

Vasaparken. Source: Elvaelva. 
Jeg passerer parken hver dag på vej til arbejde og  tænker ofte, at man mærker stedets Lindgrenske ånd. Hvis man bare mærker efter. Måske ligger der flere eventyr gemt i parken der ellers blot giver udtryk af bare at være park? Måske kommer man til at kunne læse nye eventyr fra parken nede på Asplunds Stadsbibliotek en dag?

mandag den 11. februar 2013

svensk musikinspiration

Jeg har fået et par gode input til den svenske del af mine musiklister. Dem (inputene) vil jeg gerne dele. På mit arbejde har vi nemlig den hyggelige tradition at vælge og høre musik sammen. En god måde at blive inspireret på.

En af mine kolleger tipsede om to svenske bands, som jeg i den grad har taget til mig. Især Deportees.

Så hvis du også har lyst til at få udvidet din svenske musikhorisont, så kast et øre på disse: 


Cool musik fra Niki and the Dove.
Fedt album fra Deportees


søndag den 10. februar 2013

Observatoria er blevet observeret

Forleden fik jeg et spændende blad med posten. Danske Torpare, et foreningsblad for alle danske husejere i Sverige. Interessant læsning og med omtale af denne blog på side 43 - Observatoria er med andre ord blevet observeret. Jeg takker den velskrivende redaktør, Marian, for både omtale og selve bladet.

Samtidig vil jeg hilse eventuelle nysgerrige torpare velkomme på bloggen, hvis de/I skulle kigge forbi.

Omtale af Observatoria i Torpare, februar 2013. Sorry ingen high res 

fredag den 1. februar 2013

Barnboks problematik

Så er vi her igen. Jeg skrev tilbage i efteråret, om hvilke ramaskrig TinTin udgjorde i Stockholm. Jeg satte et punktum, men debatten fortsætter.
(Mellem linjerne står her, at dette pågår som et direkte symptom på svenskernes berøringsangst.)


Man kan lade ordene stå som de er skrevet - i datidens kontekst -,  man kan censurere dem eller man kan lave et forord der forklarer dem. Den svenske model er ofte valgmulighed nummer to. Men efterårets TinTin-oplevelse gjorde pludselig valgmulighed nummer et legal.

Hvad så med valgmulighed tre? Time will show hvad tendens bliver. Men en kendt svensk mamma-tidning tager dog stilling og giver os måske en pejling, når den skriver "Förord? Allvarligt? Ta bort eller strunta i att läsa." 

Jeg observerer blot, for personligt synes jeg forklaringer kan være gode udgangspunkter. Hvis de vel at mærke er forklarende.