Bloggis

Har I nogensinde tænk over, hvorfor I siger funkis om funktionalistisk stil? Det havde jeg ikke før, jeg opdagede svenskernes overdrevne brug af –is-ændelser i kælenavne eller forkortelser. Udtrykket kommer nemlig fra Sverige, og anvendelsen af -is bruges flittigt i alle (u)mulige tilfælde som f.eks nedenfor:

-is oversigt

funktionalism = funkis

gratulerar = grattis

daghem (børnehave) = dagis

Saltsöbaden = Saltis

konditori = kondis

loppmarknad = loppis

Den vigtigste at skrive sig bag øret er vel nok godsaker = godis.

Alle kælenavnsformer bliver dog ikke til med bare is-ændelser. Det kan også være an-ændelser; frisör = frissan, Marcus = Marckan, eller smörgosen = (også) marckan. Læg mærke til at ingen af disse kælenavnsforme bliver kortere.

Det giver jo mening, at man forkorter ord for enkelthedens skyld. Men det er interessant, hvilken funktion det fylder at anvende kælenavne der er længere, end selve det navn man henviser til. På svensk bliver mange egenavne enten længere eller beholder samme længde. F.eks bliver Bo til Bosse, Jan til Janne, Carl til Calle og Lars til Lasse. Sidstnævnte er vel egentlig også tilfældet på dansk, men alligevel, hvad sparrer man af tid? Hvis det altså er det, man vil?  

Fra -is og -an til det mere hårde -en

I Danmark har vi, mig bekendt, ikke taget is-ændelsen til os i mange andre tilfælde, end i funkis som sneg sig ind i sproget efter Stockholmsudstillingen i begyndelsen af 1930erne. Men vi har dog  kælenavne i Danmark. Måske slanger vi den mere end svenskerne (med deres infantile -is- og -an-ændelser), når vi smart siger børneren, nederen, folkeren. og. så. videre. -en-ændelsen er åbenbart for tough til svenskerne. I hvert fald kan jeg kunne komme på en -en-ændelse i 'fasen också', som jo er afledt af et bandeord.