Om at hålla på og åka

I Danmark har vi en være-kultur, har jeg fået opfattelse af nu, hvor jeg er på afstand. Det er en meget bohemisk og kontinental kultur for svenskerne, der generelt virker mere aktive og træffes omkring det at gøre noget. De har det nemlig med at hålla på med noget.

Det er ret sjovt, for det går igen i deres sprog, ligesom vores mere afslappede stil også gør i vores sprog. I Sverige står man ikke på ski – næhnej, man foretager sig jo noget, så i stedet hedder det at man åker skidor. Hvis ikke det at stå på ski, lyder fjollet i svenske øre (which it does), så gør det at stå på skøjter. For det er da en fysisk umulighed, mener svenskerne. Det kan der jo være noget om, men nu behøver man jo ikke tage alting så bogstaveligt.

Observatoria åker skridskor i Vasaparken.

Men, det er ikke bare med sport, at svenskerne håller på mens vi bare er (enten på ski eller også bare generelt). Når man som svensk skal feriere, foregår det ikke ved at man helt laid back tager på ferie (her vil endnu et næhnej være på sin plads). Det er en særdeles aktiv handling, så her åker man ju såklart på semester. Tænk, at tillade sig den ladhed at bare tage på ferie.

>Skandinaviens hovedstad<. Sådan kalder Stockholm sig. Fair and sqare, men skulle man så ikke have en cafékultur, spørger jeg bare. Eller bare én (normal) café der har åbent efter kl. 20 på en hverdag? Det behøves åbenbart ikke, når man ikke har en være-kultur. For det er svært at hålla på med ingenting.